Kampagne vinter 18-19: Passagerafgift på flyvning
11 organisationer forsøgte ved årsskiftet 2018-19 at samle et bredt folkeligt pres bag dette:
En passagerafgift på flyrejser
Flyvning er ikke alene den mest klimaskadelige, men også den hurtigst voksende transportform. Denne vækst skyldes ikke mindst at flyvning, på trods af den store klimabelastning, er næsten totalt undtaget fra afgifter. Udenrigsflyvning er fritaget fra moms, og jetfuel leveres uden afgift.
Hvis vi skal sikre et stabilt klima, skal vi stoppe væksten i CO2-udledninger. Det mest logiske første træk for at begrænse flyenes klimaskader er at gøre det dyrere at flyve ved at indføre en passagerafgift som i vores nabolande, noget vi kunne kalde for en klimaskadeafgift. Det skal være et første skridt. Skatteindtægterne skal bruges til en grøn omstilling i transportsektoren.
I fald der i kampagneperioden dukker et konkret lovforslag op om udvidelse af Københavns Lufthavn, bakker organisationerne op om denne tilføjelse til kampagnen:
Et moratorium mod lufthavnsudvidelse
Københavns Lufthavn planlægger en udvidelse, som skal øge det nuværende passagertal med knap 40 % og sikre hele 40 millioner årlige passagerer. Disse planer er i direkte modstrid med ambitionerne i Paris-aftalen.
Luftfart er med lang afstand den mest klimabelastende form for transport. Effektivisering kan ikke opveje den ekstra CO2-udledning fra yderligere 11 millioner årlige passagerer. Tværtimod truer planer om bl.a. øget brug af biobrændstof miljøet og menneskerettigheder i tropiske regnskovsarealer.
Vi kræver, at udvidelsen af CPH stilles i bero. Først og fremmest fordi Danmarks største lufthavn ikke skal facilitere en øget CO2-udledning i en tid, hvor der er akut brug for det stik modsatte. Samtidig fortjener lokale borgere, der allerede er voldsomt påvirket af flytrafikken, at blive skånet for øgede støj- og forureningsgener, som en udvidelse uundgåeligt vil medføre.
Underskrevet af bl.a.: 350 Klimabevægelsen i Danmark, NOAH, Vedvarende Energi, Rådet for Bæredygtig Trafik, Greenpeace, Det Økologiske Råd, Jyder mod Overflødige Motorveje, Den Grønne Studenterbevægelse, Bedsteforældrenes Klimaaktion og Danmarks Naturfredningsforening København.