skip to Main Content

Tale i Kongelunden: S vil ikke i valgkamp for udbygningen

Tale I Kongelunden: S Vil Ikke I Valgkamp For Udbygningen

Tale i Kongelunden d. 17.9. 2022 af Poul Kattler, Bevar Jordforbindelsen

Det er nok ikke forbigået jeres opmærksomhed at lufthavnen allerede fylder rigtig meget i lydbilledet. Om lidt skal vi høre mere om hvordan det er at være nabo til sådan en lufthavn. Men udbygningen af Københavns Lufthavn i Kastrup handler ikke kun om Kongelunden og Amager. Den sætter Danmarks klimaforpligtigelser på spil. For alt mens andre drivhusgas-udledende sektorer begrænser deres udledninger, så er luftfarten som den eneste sektor klimamæssigt på himmelflugt.

Flyvningen er vendt tilbage til niveauet før Corona, og netop nu sætter flytrafikken igen rekorder. Det betyder nye belastninger for klimaet i en tid hvor vi kun har få år tilbage, før vi skal have reduceret 70% af klimaudledningerne fra 1990-nivauet.

Danmark er et afgiftsparadis for flyvning. Ikke alene er flyvningen uden brændstofafgifter og moms og i praksis CO2-afgiftsfritaget. Men Danmark har heller ikke indført de beskedne passagerafgifter, som vores nabolande har. Det er billigt at flyve, fordi det er skattebegunstiget, dvs. vi skatteydere finansierer den transport, der er suverænt den mest klimaskadelige. En flyvetur til Bruxelles udleder per person 305 kg CO2 ækvivalenter, mens et nattog udleder 15 kg. Til Thailand én vej 4.000 kg.  Det er den lange afstand, der gør forskellen. Men toget betaler afgifter, det gør flyet ikke. Toget står stille, og flyene farer afsted. Den galskab må høre op snarest muligt!

Den enkelte rejsende har mange argumenter for at ignorere det personlige klimaaftryk, som flyveturen giver. Fx hører man ofte, at flyet også flyver med nogle tomme sæder, så derfor kan jeg lige så godt sidde dér. Men det kan meget vel være dit køb af billet, der får flyselskabet til at sætte et ekstra fly ind på ruten! Vi må og skal inddrage det personlige ansvar for det liv vi lever. Til en vis grænse, naturligvis.

For det politiske niveau skal være dér, hvor klimapolitikken går fra idé til virkelighed på de store linjer. Men lufthavnsudbygningen får medvind hos politikerne. En politisk aftale blev indgået lige før jul sidste år som garanterede at lufthavnen kan udbygge, NÅR den vil og HVOR MEGET den vil. Aftalen er dog ikke blevet til lovgivning og kæden hoppede af i sidste øjeblik, da de radikale før sommerferien lancerede et folketingsvalg. Socialdemokraterne vil øjensynlig ikke gå på valg i enighed med blå blok med aftalen om lufthavnsudbygningen i bagagen.

Men hvordan kan regeringens klimapolitik på nogen måde hænge sammen med mere flyvning fra Kastrup? Regneark må da være regneark? Logikken er den paradoksale, at lufthavnen jo ikke selv forurener oppe i atmosfæren, det er flyselskaberne, der gør det, når de flyver. Og så skal der en anden lovgivning i luften for at reducere flyvningens klimaudledninger – en lovgivning vi endnu ikke har set noget udspil til. Men det er goddag-mand-økseskaft. Hvordan kan man tillade udbygning af infrastruktur, der, når den realiseres, vil give betydelig ekstra klimabelastning? Man kunne få den mistanke at luftfarten som helhed bliver undtaget for klimapolitikken. Vi er lige nu i en energi og forsyningskrise. Og vi i er i en klimakrise. Og så skal luftfarten bare fredes. Det giver slet ingen mening. Det er derfor vi er her i dag. Og tak fordi I kom. Og giv endelig ikke op. Modstanden mod udbygningen af Kastrup Lufthavn må fortsætte. For klimaet lader sig ikke narre af de rejsendes personlige undskyldninger og narres ikke af politikernes langmodighed. Den globale opvarmning fortsætter, mens atmosfæren krydses af flere og flere fly. Tak for ordet.

>> Se programmet for eventet d. 17.9. 2022

>> Se fotos fra eventet

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bevar jordforbindelsen

Vi er flere, der skriver under dette navn.

Back To Top