Vi flyver os til et varmere klima – klima alarm ved Københavns Lufthavn i Kastrup
Til pressen!
Det er den helt forkerte kurs, som Folketinget risikerer at udstikke i det kommende Folketingsår. Politikerne skal nemlig beslutte, om Kastrup Lufthavn må vækste fra 30 mio passagerer til 50 mio passagerer. I foråret 2023 præsenteredes et lovforslag og en miljørapport.
En miljørapport, der med et pennestrøg – og alene på papiret – får fjernet al den massive ekstra klimaudledning fra meget mere flyvning i Kastrup, hurtigere end man kan nå at råbe “klima-bedrag”.
Et lovforslag, der i modsætning til øvrige lovforslag til behandling i Folketingssalen ikke på nogen måde redegør for CO2e-konsekvenserne, når udbygningen af lufthavnen effektueres.
Vi frygter for en parodi af en lovbehandling i den nye Folketingssamling, alene fordi der findes et flybegejstret flertal i Folketinget, som kan ignorere forårets høringssvar.
Klimabelastningen ved de mange ekstra fly tæller i store træk ikke med i det danske klimaregnskab; men udledningerne er lige så skadelige for klimaet som udledninger fra danske benzinbiler og malkekøer. Og det er svært at komme udenom, at det er danskernes forbrug af flyvning, det trods alt handler om i årtier fremover, i en årrække hvor flyene alt overvejende kommer til at flyve med fossile brændstoffer.
Bavnebål på bakker og langs kyster søndag d. 1. oktober
Danske politikere står overfor at beslutte at give penge og give tilladelser til en række store infrastrukturprojekter, der i etablering og drift er naturødelæggende og klimaskadelige. Sådanne beslutninger med motorveje, broer og lufthavnsudvidelser vil fastholde og udbygge dansk afhængighed af fossile brændstoffer i årtier fremover.
Når landet står i våde, er det en gammel tradition at stå sammen og advare medborgerne ved at tænde bål. Og være parat til at slås og ikke give op! Det sker en række steder landet rundt søndag aften d. 1. oktober. Fx. på Amager Strand kl. 20-21, hvor vi sætter særlig fokus på lufthavnsudbygningen. På Amager Strand (ved Parkourparken) vil vi af hensyn til kommunens brandregler tænde fakler, høre på taler og søge opmuntring i fællessang.
Arrangører: Bevar Jordforbindelsen, Rådet for Bæredygtig Trafik og NOAH Trafik
Mvh. Poul Kattler
Forperson for Rådet for Bæredygtig Trafik og bestyrelsesmedlem i Bevar Jordforbindelsen