Breaking: Udbygningsloven fremsættes ikke i denne Folketingssamling
Der er kommet så mange høringssvar til lovforslaget, at det ikke kan behandles i Folketinget inden sommerferien. Det fortæller Berlingske Metropol i dag.
Berlingske har spurgt transportminister Thomas Danielsen, og han siger: “Der er indkommet mange høringssvar (194), og vi har brug for tid til at sikre en ordentlig gennemgang af dem. Jeg har derfor besluttet at lovforslaget ikke skal fremsættes her til foråret som planlagt, men at det i stedet fremsættes efter sommerferien”.
Søren Rosenkilde Clausen fra CPH siger til Berlingske “at det nuværende lovforslag (ikke) ændrer noget” ved de flere flyvninger. “Uden loven vil vi formentlig skulle parkere flere fly væk fra terminalerne og i stedet køre passagerne med bus til terminalerne.”
Lufthavnen har opdaget at klimapåvirkningen ved de mange ekstra flyvninger ikke er populært og prøver nu at tale det væk. Det ses tydeligst i miljørapporten, som er til høring frem til i morgen onsdag. Man har opfundet et referencescenarie, hvor lufthavnen alligevel ville have betjent de mange flere fly, så udbygningen, der gør det muligt at betjene disse fly, i ord kan tales væk.
Om de 194 høringssvar og læsetiden heraf er hele sandheden eller om Thomas Danielsen pludselig opdagede, at det ovenstående ord-gøjl ikke holder en meter og derfor trak i håndbremsen vides ikke.
Vi siger i Bevar Jordforbindelsen: Nu må der tages hånd om luftfartens klimabelastning. Ellers kan CPH naturligvis ikke udvide med flere flyvninger.
>> Læs artiklen i Berlingske (betalingszone)