Mange studierejser kan flyttes til tog og bus
Tårnby Gymnasium er med til at udvikle nye bæredygtige studieture. Fra venstre er det uddannelsesleder Maria Mellergaard, elev Sigurd Janniche Thomsen, lærer Mette Eliasen Vollmond og elev Fatima Camara. Gengives med tilladelse fra Gymnasieskolen.dk.
To ud af tre studierejser (70%) på de danske ungdomsuddannelser foregik i 2019 med fly. Til gengæld foregår 77% af de rejser, man kan nå på en dag, i bus eller tog.
Det viser en undersøgelse omfattende 155 klasser på de danske ungdomsuddannelser foretaget af Bevar Jordforbindelsen.
Ved de lidt længere rejser på mere end 12 timer – typisk til Syd- og Østeuropa – vælger næsten alle klasser den lette løsning med fly. Bevar Jordforbindelsen vurderer, at hovedparten kan flyttes til tog eller bus.
– Vi opfordrer ledelse, lærere og elever til at gøre mere ud af at planlægge turene, så der indgår højhastighedstog, nattog eller måske en overnatning i en hovedstad, fx Paris. Det kan godt lade sig gøre. Selve rejsen er en del af turen. En kendt dansker mente jo, at rejse er at leve, siger Poul Kattler, Bevar Jordforbindelsen.
”Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal blive ved med at flyve rundt, mens vi underviser i klimaudfordringer og bæredygtighed.” Lærer, der skal med sin klasse til Asien.
En klimapolitik nytter
Undersøgelsen viser også, at på uddannelsesinstitutioner med en vedtaget bæredygtigsheds- eller klimapolitik, er der færre studieture med fly. Her rejser 59 % med fly mod 75% fra institutioner uden en vedtaget politik.
Af alle studierejserne forgik hver femte med bus (31 af 155), mens kun 12 klasser rejste med tog.
– Det er chokerende, at halvdelen af gymnasier, HHX og HTX tilsyneladende ikke har en klima- eller bæredygtigspolitik. Klimabevidste unge bliver ladt i stikken af deres uddannelsesinstitutioner. Når 70% af alle studierejser foregår med fly tror jeg ikke det afspejler holdninger og ønsker hos de unge, siger Poul Kattler.
– Og kun hver femte institution har en klima- og bæredygtighedspolitk, der omfatter transport. Det er ærgerligt, fordi det viser sig, at fx gymnasier, der har en politik for transport, rejser mere med tog. Og der bliver oftere en debat i klasserne om rejseformen.
Hvert syvende fly er til oversøisk destination
Ikke uventet er alle 23 studieture til Asien og det amerikanske kontinent med fly. Her er rejserne også typisk længere – 44% over 9 dage. Rejser med langdistancefly er meget klimaskadelige, og der er en stigende opmærksomhed på klimaproblemet. En respondent, som i år flyver til USA, nævner, at der fra næste skoleår ikke længere vil være oversøiske rejser.
Og en lærer, der skal med klassen til Asien, ”forstår ikke, hvorfor vi skal blive ved med at flyve rundt, mens vi underviser i klimaudfordringer og bæredygtighed”.
Kontakt
Inger Staahl Jensen, tlf. 21 14 23 25; fastnet 46 42 30 12.
Jacob Sørensen, tlf. 61 99 18 65.