skip to Main Content

Flyvning og klima hot emne på Folkemødet

Flyvning Og Klima Hot Emne På Folkemødet

To sessioner fredag havde flyvning og dens klimabelastning som emne. Men andre debatter nævnte flyvning som et af de påtrængende politiske emner, som skal håndteres meget snart, og fx indgå i et regeringsprogram.

Der er jo smukt på Bornholm, når solen skinner fra en blå himmel som denne fredag d. 14.6. 2019.

REJSEVANER MED FLY I KLIMA-STORMVEJR

Var overskriften på oplæg fra Poul Kattler, Bevar Jordforbindelsen i Klimateltet 11.20. Poul sagde bla.: Selvfølgelig skal fly beskattes, helst direkte på klimapåvirkningen, dvs. på CO2-udledningen; men til en start gerne en passagerafgift som i Sverige. Prima flybrændstof koster flyselskaberne et sted mellem 3 og 4 kr. per liter i Rønne lufthavn. Når der en dag kommer rigtigt grønne e-fuels vil de i henhold til industrien koste 2-3 gange så meget – vel og mærke når produktionen er fuldt indfaset. Derfor skal de fossile brændsler koste mindst ligeså meget; måske hvad benzinen koster nede på tanken rundt om hjørnet.

Vi skal flyve mindre og vi skal vælge andre transportmidler, der ikke belaster klimaet. Her kommer i Europa togene ind som det oplagte alternativ.

Poul konkluderede før debatten: Flyvning er ikke en menneskeret. Vi har vænnet os til at rejse for meget, for billigt og med det forkerte transportmiddel. Det er ikke en naturlov at vælge flyet, vi kan ændre på det til gavn for klimaet.

Arrangementet var velbesøgt (45 personer) og der var god spørgelyst og debatlyst.

Fredag eftermiddag 13.30 var der på Brogadescenen en session under titlen ”En bæredygtig flyvetur” arrangeret af Brancheforeningen Dansk Luftfart, SAS og Naviair.

Torsdagens medieomtale af Norwegians noget uheldige fremfærd med såkaldt “klimakompensation” i form af skovrejsning (de havde problemer med en vissen skov i Skotland) kombineret med Folkemødets generelle klimamobilisering gjorde at luftfartens møde ingenlunde blev et skønmaleri af luftfartens rolle og indsats.

Ordstyrer Martin Breum modererede på udmærket vis debatten.

Der står “Infrastrukturens dag” bag herrerne, og Dansk Industri var værter på Brogadescenen. Breum tv., dernæst Carsten Fich (Naviair), Peter Møllgaard (Klimarådet) og Lars Sandahl Sørensen (SAS). Møllgaard stod fast, var klar og var virkelig god. Teltet var fyldt til bristepunktet, og trods synlig mobilisering af flypersonale var der halvt fly-skeptiske folk til stede.

Faktum er, at Sandahl Sørensen (som er topchef i SAS) var presset til at medgive, at en form for beskatning af flyvning var ønskelig, såfremt at pengene går til forskning og udvikling af grønne flybrændsler.

Henrik Wenzel (miljøteknologi på SDU) udtalte at der allerede findes e-fuels. Men forsamlingen spurgte til hvor de så var henne? Ja, så fandtes de ikke så bogstaveligt; men måske om tre-fem år. Og så ville de komme til at koste 2-3 gange så meget som jet-fuel i dag.

Der var også spørgsmål om hvad jet-fuel rent faktisk koster for SAS. Det er tilsyneladende tophemmeligt, for det var der stadig tavshed om. Denne hjemmesides tal fra IATA siger literpris under 3,50 kr. Hvis SAS ikke mener det er den reelle pris, må de jo fortælle hvad jet-fuel koster dem.

Der kom slet ikke noget frem om dansk luftfarts grønne gevanter i form af såkaldt klimakompensation. Lone Norup fra Danmarks Naturfredningsforening var muligvis tiltænkt en rolle som talsperson for skovrejsning som klimakompensation. Men Norup holdt sig klogeligt fra dette, og dermed var al snak om grøn luftfart helt fraværende på mødet.

På de klima-uvenlige hurtigfærger Ystad-Rønne var der standere med klimaaviser, og i det hele taget stod 350 Klimabevægelsen virkelig for et flot organiseret arrangement med Klimatelt med et fantastisk spændende program. Alt foregik i fineste tekniske stil – i et telt, der var centralt beliggende tæt ved hovedscenen på Cirkuspladsen i Allinge.

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bevar jordforbindelsen

Vi er flere, der skriver under dette navn.

Back To Top