skip to Main Content

Kendt klimaaktivist: Skam dig over din ferie til Thailand

Kendt Klimaaktivist: Skam Dig Over Din Ferie Til Thailand

Debat, Politiken, 16.12. Illustration: Mette Dreter/POLITIKEN

Vi kan ikke vinde kampen mod klimaforandringerne, så længe vi ikke er i stand til tale om hinandens udledninger. Vi har brug for skyld og skam, siger klimaaktivist og forfatter George Monbiot.

Som berejst middelklassemenneske med internationalt udsyn står man i disse år i en umulig situation: På den ene side fortæller vi gladeligt hinanden om vores seneste ture til Paris, New York og Bali, men samtidig ved de fleste af os godt, at de selv samme ture er de mest klimaskadelige enkelthandlinger, folk kan foretage sig. Det er, som om vi bliver nødt til at holde de to informationer i adskilte hjernehalvdele og gøre os store anstrengelser for at sikre, at de to ikke møder hinanden, og hvis de gør, så i hvert fald kun flygtigt, som fjender, der passerer hinanden på rulletrappen.

»Det er næsten en stiltiende aftale, at vi ikke skal nævne vores eget klimaaftryk eller nogen andres«, siger forfatter, Guardian-skribent og klimaaktivist George Monbiot, der netop er trådt ind fra en gang regn, der »står ned i spande« over London, for at tale over Skype med mig.

»Der er en berømt historie fra Mayer Hillmann, en af Englands klima-veteraner, om, hvordan han var til en middag i London, og alle var i gang med at fortælle om deres ferier: Jeg er på vej til Thailand, jeg er på vej til Caribien, og alle talte om deres ferieplaner, og da samtalen når frem til Mayer, siger han: »Jeg synes, flyvning er moralsk forkert«. Og så falder der denne dødsens stilhed over selskabet. Og så siger én: »Det her en rigtig fin spinattærte«.

George Monbiot er formentlig Europas bedste kendte og mest indflydelsesrige miljøtænker- og aktivist, forfatter til flere bøger om natur og politik og ikke mindst skribent i The Guardian. Her skrev han for nylig en klumme med titlen ’Deadly Silence’ – om, at »det er på høje tide, at vi bliver pinlige omkring klimasammenbruddet«.

En pointe var, at det er sådan, bøsser, lesbiske og transseksuelle fik skabt et enormt gennembrud omkring accepten af andre typer seksualitet: Ved at tage de pinlige samtaler. Og George Monbiot er langsomt, anstrengt og ukomfortabelt selv begyndt at komme i gang.

»En af mine venner tog for ikke så lang tid siden til en ledelses-teambuilding-session over en weekend i Bahamas. Og jeg sagde faktisk i det tilfælde, at »jeg har et problem med det«. Og det var lidt ligesom med spinattærten. Han stirrede bare forbi mig ud i luften og begyndte at tale om noget helt andet. Det gik op for mig, at han opfattede det, jeg sagde, som ubehøvlet. Det sidste, folk har lyst til at høre, når de skal på ferie, er etikken i, hvad de gør. Du vil jo glemme det hele, lade det hele være derhjemme. Men fordi vi er så høflige omkring de her ting, og i Storbritannien er høflighed jo en kronisk arvelig sygdom, så normaliserer vi destruktionen af den levende planet. Det er en normalisering, der er dræbende«.

Det bizarre er blevet normalt

Normalisering er en vigtig komponent i ethvert system, hvis det skal fungere, mener George Monbiot.

»Hvis noget behandles af alle som værende skandaløst og skammeligt og ulækkert, så vil det ikke overleve i ret lang tid. Så du skal konstant finde midler til at normalisere det, uanset hvor absurd det er. Donald Trump er ved at blive mere eller mindre normaliseret i USA, og hvis du kan normalisere ham, så kan du normalisere alt. Og hvad vi har formået at gøre, er at normalisere flyvning. Forleden var der en artikel i The Spectator, der handlede om at tage på lang weekend til Kenya. Uden overhovedet at nævne, at man skulle flyve for at komme derhen, fordi det er blevet så rutinemæssigt som at gå ned til forretningen på hjørnet. Så er det lykkedes os at normalisere noget, der var meget bizart, og som er spektakulært skadeligt. Du kan genanvende alt, du kan holde op med at bruge plastik resten af dit liv, du kan skrue ned for termostaten, du kan isolere dit loft, og du ødelægger alt, hvad du har gjort, med en enkel langdistancetur. Og derfor bliver vi nødt til at afnormalisere det«.

Men hvordan gør man det? Jeg finder det meget svært at sige til f.eks. en kollega, at der er et problem med den der tur til New York.

»Det gør jeg også. Jeg er kendt for at bryde politiske tabuer, men jeg finder det meget svært, og hvis jeg finder det svært, hvordan har folk, der er mere frygtsomme end mig, det så ikke? Hvad vi som journalister skal gøre, er at skabe et miljø, hvor det er lettere at rejse disse problemer, og det gør du ved konstant at påpege, at dette ikke er godt og ikke burde være normalt og ikke burde være acceptabelt. Og forhåbentlig skaber det mod til at begynde at udfordre disse ting.

»Min egen regel er, at jeg kan tage en tur-retur-flyvning en gang hvert tredje år. Det er det«.

Destruktive julegaver

Det er jul og tid til at give gaver, rigtig mange gaver. I Danmark er det sådan, at mange børn får en kalendergave hver dag. Hvad tænker du om gaveræset?

»Den mest læste artikel, jeg nogensinde har skrevet, kaldte jeg ’Dødens gave’, og den handlede om den tankeløse måde, vi giver destruktive gaver til hinanden. Jeg ved ikke, om I har det i Danmark, men det værste eksempel er ’Hemmelig julemand’-traditionen, hvor man skal give sine kolleger på kontoret gaver i hemmelighed. Gaver, der er designet til at være morsomme og udløse lidt sarkastisk fnisen: Et oppusteligt gangstativ, en soldreven vinkende dronning, en t-shirt med indbygget trommemaskine. Alt sammen noget, der er pakket med elektronik og med materialer, som er blevet gravet op af jorden, og ingen af dem er skabt til at blive brugt. De er skabt til, at nogen kan sige ’haha, fedt’, og så smider de dem væk, for hvem gider have et oppusteligt gangstativ? Så er der en ekstraordinær mangel på proportion mellem ødelæggelsen, der er begået ved at producere den her ting, og dens brugbarhed – som er, at den overhovedet ingen har!«.

»Så jeg skrev en artikel om det. Og den eksploderede fuldstændig. Den fik i første omgang 1 million ’likes’ på Facebook, og denne jul er den igen allerede oppe på 400.000 likes. Hvorfor så det? Det er, fordi noget, vi synes er naturligt, faktisk anses som fuldstændig unaturligt af en masse mennesker – folk, der væmmes og føler afsky ved vores hurtige og tankeløse brug af klodens ressourcer, men som ikke har et talerør, fordi de føler sig begrænset af social pinlighed«.

Når jeg prøver at være bæredygtig, så bryder jeg mig ikke om at sige det til andre, fordi jeg ikke vil opfattes som hellig.

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bevar jordforbindelsen

Vi er flere, der skriver under dette navn.

Back To Top
X