skip to Main Content

Vi får at vide, at ferielykken ligger for enden af en lang flyrejse. Det holder ikke.

Vi Får At Vide, At Ferielykken Ligger For Enden Af En Lang Flyrejse. Det Holder Ikke.

Dels fordi planeten ikke kan tåle det, dels fordi det ikke handler om afstand, men om nærhed, hvis ferien skal bringe lykke. Skriver Jørgen Steen Nielsen i Information 11.5. 2018. Jørgen Steen Nielsen skriver blandt andet:

Dilemmaet

Det er klart, at der – i hvert fald i teorien – er politiske svar på problemet. Lad være med at udbygge lufthavnene. Begræns antallet af fly. Sæt et skrapt loft over, hvor meget CO2 den danske eller europæiske flypark må udlede pr. år. Læg en klimaafgift på flyrejser (som svenskerne netop har gjort, bare højere).

Men den slags har lange udsigter og social slagside, og det udfrier os ikke af det personlige dilemma. Det dilemma, der forstærkes af, at vi bombarderes med budskaber om, at det både i arbejds- og fritidslivet gælder om at være mobile, effektive, globaliserede i vores adfærd. Samtidig med at vi lokkes med billeder og budskaber om lykken for enden af flyrejsen. Sågar den bæredygtige lykke som i absurde reklamer, der fortæller om ’fantastiske steder at rejse grønt og godt’ og opfordrer os til at tage langdistanceflyveren til f.eks. Vancouver i Canada, Cape Town i Sydafrika, Adelaide i Australien eller Portland i USA, fordi disse byer gør noget godt for miljøet på stedet.

Det bedste svar på klimaudfordringen ved flyrejser er: Lad være. Bliv på jorden.

Det er der folk, der gør. Den britiske miljøjournalist og -forfatter George Monbiot flyver mig bekendt ikke mere. Rob Hopkins, stifteren af det globale netværk af grønne omstillingsbyer, Transition Towns, gør det (næsten) ikke mere. Den fremtrædende britiske klimaforsker og medlem af FN’s klimapanel Kevin Anderson har ikke fløjet siden 2004.

»Jeg har kunnet undgå at flyve i mange år, fordi det, jeg laver, ikke er tilstrækkelig vigtigt til at retfærdiggøre udledningerne, og det gælder efter min mening næsten alle akademikere,« har Kevin Anderson fortalt i et interview.

»Hvis vi skal flyve, skal der være virkelig ekstraordinære og alvorlige begrundelser for det. Hvis ikke, bør vi blive hjemme og vælge en langsommere rejseform og arrangere et længere ophold.«

Nye fortællinger

Problemet for de fleste af os er, at vi tror, lykken – som vi jo leder efter livet igennem – ligger for enden af flyrejsen. Ved de blånende isbjerge i Grønland, på Balis hvide sandstrande, blandt bjergbønder i Nepal eller ved en rødternet dug på en romantisk restaurant på Manhattan.

At vælge det fra i klimaets navn er svært, fordi det går imod vores lyst og vores drømme. Det handler om pligt, om at give afkald på noget, og det er ikke særlig lokkende i en verden, der betoner, at du skal følge din lyst og leve dine drømme ud. Så vi konstruerer nogle forklaringer, der udvisker modsætningen, for eksempel: Jeg bør besøge de smeltende isfjelde i Grønland, fordi det har relevans for mit arbejde som klimajournalist.

Der er en række muligheder til dem, der gerne vil dulme samvittigheden på flyrejsen en smule: Køb CO2-kompensation – hos SAS eksempelvis 120 kr. for en Bangkok-flyvning t/r. Tjek, hvilke selskaber og flytyper der bruger mindst brændstof. Flyv direkte og uden mellemlandinger. Vælg fly med lidt benplads, fordi det afspejler, at man fylder flyet godt op.

Men det er råd, der næppe gør den store forskel, og som vi i øvrigt ofte ikke følger.

Det handler om noget andet. I stedet for at piske os selv med formaninger om, hvordan vi ikke bør holde ferie, skal vi øve os i at finde glæden ved ferieformer, der ikke undergraver den planet, vi gerne vil holde ferie og i det hele taget leve på. Vi skal, som bl.a. bioetikeren Mickey Gjerris har betonet, øve os på nye fortællinger om det gode liv. Det handler ikke om at ofre det gode liv, men om at opdage, at det gode liv har mange former. At se nye muligheder snarere end at fokusere på afsavn.

Længslen

Rigtig mange moderne mennesker længes efter at genopdage forbindelsen mellem sig selv og den natur, vi kommer af. Konkurrencesamfundets økonomiske spilleregler og teknologiske fremskridt har bragt os på afstand af naturen, og det gør ondt på vor egen indre natur, hvad enten vi erkender det som sådan eller blot mærker det som stress, tvang, magtesløshed, fremmedgørelse. At genfinde kontakten til naturen handler ikke om at opsøge det eksotiske, det fjerne, det vilde eller det mest storladne. Det handler om at komme tæt på i et organisk tempo.

Godt nok er der fedt på Madeira, men at hoppe med fly fra København og dertil på syv en halv time er en meget udvendig oplevelse i forhold til at tage den i kilometer næsten lige så lange rejse med toget til Jokkmokk i det nordligste Sverige og gennem næsten et døgn sanse landskabernes og lysets fantastiske vekslen i den svenske sommer. Kører man en del af turen med den gamle Indlandsbanen, kan man f.eks. opleve, at toget standser midt på strækningen og inviterer alle rejsende ud på en kort spadseretur i skoven for at kigge på et forladt bjørnehi.

Og man behøver selvfølgelig ikke tage toget til Lapland og midnatssolen for at genopdage forbindelsen til naturen, den ydre og den indre. At vække sanserne og kroppen kan gøres lige så godt og være lige så lykkebringende ved at cykle Isefjorden rundt, vandre på Hærvejen eller overnatte i et shelter på Amager.

Det er nærheden, det handler om. At mærke blodets rullen og musklernes ømhed. At beruses af fuglesangen eller ruskes af blæsten. At indsnuse duften af kaprifolier eller mærke jorden mellem fingrene. At lykkes med at tænde et bål eller fange en fisk. At besøge en gårdbutik og tale om vind og vejr, prisen og de lokale seværdigheder med bondemanden. At tage hyre på et af de store gamle sejlskibe, der giver saltvand i håret og hård hud på hænderne. At løfte ånden og stemmen på en højskoles sangkursus og f.eks. synge Grundtvigs Langt højere bjerge så vide på jord med verselinjen ’Ved jorden at blive, det tjener os bedst’.

Lykken kan såmænd være at ligge med enden i vejret og pusle om sine egne (små og ynkelige) porrer og grønkål.

Prøv selv at tænke efter, hvad der er dine bedste ferieminder. Hvad der vækker de smukkeste følelser og den største glæde i dig, når du tænker tilbage. Når jeg prøver, er det aldrig noget, der handler om afstanden. Det er noget, der handler om intensiteten, sanseligheden, kropsligheden, det menneskelige nærvær. Om at få øje på det forunderlige ved at være menneske og i live på denne lille planet. Det behøver man ikke flyve om på den anden side af Jorden for at opleve.

I år går sommerferien til Jylland og måske til en ø i den svenske skærgård.

Læs hele indlægget i Information

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bevar jordforbindelsen

Vi er flere, der skriver under dette navn.

Back To Top
X