Nye tal for danskernes flyvning sætter lufthavnsudbygning i nyt lys. Demonstration i Kastrup.
Pressemeddelse
Danskernes personlige klimaaftryk fra flyvning er de facto næsten fire gange så højt som Energistyrelsens tal viser. Udbygningen af Københavns Lufthavn må genvurderes. Der er demonstration lørdag den 13. maj mod udbygningen.
Bevar Jordforbindelsen og Rådet for Bæredygtig Trafik afholder lørdag den 13. maj en demonstration ved Københavns Lufthavn i Kastrup. Demonstranterne vil protestere mod en planlagt udvidelse af lufthavnen, som vil føre til en stor stigning i CO2e-udledningen fra fly. (1)
Når man taler om flyvningens klimaaftryk, er det vigtigt at tage højde for de atmosfæriske effekter. Når flyvemaskinerne fyrer brændstof af i højderne, har det en større klimaeffekt end hvis det blev fyret af tæt på jordoverfladen. Det skyldes, at udstødningen i højderne påvirker atmosfærens strålingsbalance, hvor CO2 og udstødning fra motorerne reflekterer varmestråling fra jorden tilbage mod jorden og dermed bidrager til en opvarmning af planeten. Disse atmosfæriske virkninger (2) er ikke inkluderet i Energistyrelsens tal for CO2-udledning fra flyvning, der blev præsenteret d. 28.4.
Ifølge Bevar Jordforbindelsen og Rådet for Bæredygtig Trafik er det reelle tal for danskernes klimaaftryk fra flyvning næsten fire gange så højt som de officielle tal. Hver dansker bidrager således med 3,9 tons CO2e fra flyvning pr. år (3), og det forbrugsbaserede bidrag fra danskernes flyvning er 11,4 millioner tons CO2e i 2019, når de atmosfæriske effekter medregnes (4).
Energistyrelsen forudser, at tekniske forbedringer på fly og med brændstoffer ikke vil kunne opveje en forventet global tredobling af flyvningen fra 2018 til 2050. CO2e-belastningen fra sektoren vil altså blive større i 2050 end i 2018, på trods af stor teknologisk optimisme (5).
Bevar Jordforbindelsen og Rådet for Bæredygtig Trafik opfordrer politikerne til at udarbejde en klimahandlingsplan for luftfarten, før de godkender en udvidelse af Københavns Lufthavn. Vi mener, at loven med byggeri af nye standpladser, terminalbygninger og en forskydning af tværbanen dekobles stigningen i antal flyvninger, og at miljørapporten er vildledende og misvisende, da den ikke ser på den klimabelastning, som stigningen i antal fly vil have på klimaet (6).
Ministeren har udskudt Folketingets behandling af loven til efter sommerferien. Lovforslaget har fået 194 høringssvar. Der er kommet 60 høringssvar til miljørapporten.
Vi anbefaler:
- FØRST en politisk behandlet og forpligtende klimahandlingsplan for luftfarten
- DERNÆST en ny udbygningslov og en strategisk miljøvurdering af hele projektet
Demonstrationen d. 13. maj i Kastrup støttes af Borgergruppen CPH Uden udvidelse, Global Aktion, NOAH, Klimabevægelsen, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Kbh. samt af Greenpeace Danmark.
D. 13. maj giver events landet rundt, der viser modstand mod klima-, natur- og miljøskadelige byggeprojekter: https://www.facebook.com/groups/1442802056524307/
(1) https://bevarjordforbindelsen.dk/events/nej-til-flere-fly-i-kastrup/
(2) Atmosfæriske effekter i henhold til det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur EASA https://eur-lex.europa.eu/resource.html?uri=cellar:7bc666c9-2d9c-11eb-b27b-01aa75ed71a1.0001.02/DOC_1&format=PDF, s. 35-36, der konkluderer på baggrund af omfattende videnskabelige studier
(3) Hver dansker flyver seks flyture om året og flyver i gennemsnit 2.186 km hver gang de flyver. Det er tæt på europæisk rekord. Kilder: Eurostat og Københavns Lufthavn.
(4) https://bevarjordforbindelsen.dk/teknisk-baggrund-og-dokumentation/
(5) https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Basisfremskrivning/12._baggrundsnotat_-_international_transport.pdf, side 3
(6) Vores høringssvar til udbygningsloven: https://bevarjordforbindelsen.dk/udbygningen-af-kastrup-lufthavn-til-40-mio-aarlige-passagerer-er-paa-direkte-kollisionskurs-med-danske-klimaforpligtigelser-overfor-eu-og-cop-processen/